Urolighederne vokser her i Uganda og udspiller sig i konflikten mellem den siddende og netop nyvalgte præsident Museveni og oppositionslederen, Musevenis tidligere læge Dr. Kizza Besigye. Konfliktens afsæt er landets drastisk stigende fødevare- og oliepriser, som under oppositionens initiativ har ført til såkladte "Walk to Work"-demonstrationer over hele landet. Disse har haft størst gennemslagskraft i Kampala, hvor mennesker i samlet flok er gået på arbejde i protest mod priserne på offentlig transport, som flere steder er fordoblet indenfor ganske kort tid. Demonstrationerne har ført til voldelige sammenstød med politiet, som flere gange har grebet ind præventivt med tåregas, gummikuger og hårdere ammunition. Flere er døde i gaderne og dramatiske billeder af civile ofre har fundet vej til landets avisforsider, herunder et portræt af en gravid kvinde med indvoldene hængene ud af maven og en ung fyr skudt i halsen. Politiet har flere steder kastet tåregas ind i tilfældige huse og i nærheden af skoler, og også oppositionslederen er blevet ramt i hånden af politiets ammunition. Han anholdes dagligt, men fortsætter protesterne, nu med hånden i forbinding.
Walk to Work er et spændende afsæt for diskussion over morgenmaden på min faste morgenmadsrestaurant. En del mener, at det er ok for politiet at gribe ind præventivt fordi Besigyes hensigter er illegitime og fordi demonstrationernes udgangspunkt, de stigende priser, skyldes en række eksterne faktorer, som ikke kan bebrejdes Museveni. De mange billeder og historier om sårede møder dog stor fordømmelse. De udfordrer, som jeg oplever det, Musevenis eksistensberettigelse – det faktum, at han som den første præsident i Uganda var i stand til at få styr på militæret og skabe nogenlunde fredelige tilstande efter mange års diktatur under Idi Amin og Obote. Denne overgang betød, at man pludseligt kunne gå fredeligt i landets gader, og den er, som følge heraf stadig meget present i folks bevidsthed. Jeg oplever generelt en stor følsomhed over for vold, og jeg ser netop nu enkelte modtræk til den relativt store loyalitet, som Museveni møder især i landområderne. Det bekymrer naturligvis præsidenten, som har siddet i præsidentstolen i 25 år, og som tilsyneladende sidder meget veltilpas i den.
Han gør, hvad han kan, for at pynte på historien. Denne morgen talte jeg med en af de ansatte på byens radiostation Radio Hoima. Han fortalte, at de og alle andre medistationer i byen har modtaget et brev fra regeringen om, at de har bidraget til mobilseringen, og at enhver form for information om Walk to Work venligst skal ophøre. Som privatejet mediestation tør de færreste modsætte sig den instruktion med risiko for at blive lukket og slukket.
Det er kronede dage for demokratiet!
Den manglende information er præcis det samme jeg oplever i olieområderne. Det resulterer i at forestillinger om fremtiden i høj grad er påvirket Tullow Oil’s censurerede information og på den information, som det lykkedes få af de 94 NGOer (!) i Hoima at viderebringe. NGOerne er for de flestes vedkommende meget ressourcesvage, og de har dermed ikke råd til at leje en bil og tage den 2 timer lange køretur til de temmelig utilgængelige samfund langs søen. Sammen med en sydafrikansk forsker har jeg den seneste uge lejet en bil og rejst rundt med en lokal NGO, som er medlem af det internationale Publish What You Pay. Det er lykkedes os, at holde en del møder med samfundene langs kysten og i området, hvor olieraffinaderiet skal bygges. Den overordnede NGO-diskurs fremstiller et billede et Uganda, der står ved en skillevej mellem Botswana-scenariet, hvor alt bliver lykkeligt pga. olien eller Nigeria-scenariet, hvor olien vil slå alt levende ihjel.
De folk, der dagligt er i forbindelse med "the oil people" er en hel del mere skeptiske i forhold til fremtiden end de folk, jeg taler med i resten af distrikterne. De rejser konkrete problemer om fiske-forbud under olie-undersøgelser, et stigende pres på fiskeressourcerne pga. influx af folk fra især Congo (som til en vis grad ikke overholder samme regler for netstørrelse som de oprindelige banyoro) eller mangelfuld kompensation for inddragelse af land. Da det er communal land, er det et stort problem at folk ikke kompenseres for jorden, men kun for, hvad der er plantet på jorden, og raterne, som er udmålt af regeringen, er ikke tidssvarende. Der søges assistance fra "the oil people". I resten af distrikterne har især den unge generation store forventninger i forhold til at blive ansat i jakkesæt bag computere hos "the oil people" - dette især på opfordring af forældrene, andre har indstillet sig på at sælge deres produkter til en højere pris pga. industrien eller måske endda få adgang til en del af olien, som de kan sælge i spande langs vejen.
Der er mange fortællinger at forfølge…
God Påske! Den fejres for alvor her...har usandsynligt meget lyst til sild og snaps, jeg tager endnu en omgang hirse og bønner i stedet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar