Going native

Iført gomez --> føler mig max fremme i skoene!

 

Jeg ved ikke, hvor harmonisk dette strålende ugandiske skrud og jeg kommer overens, men man gør vel, hvad man kan for at passe ind. Det er dog stadig tvivlsomt, hvorvidt det lykkes at blende fuldstændigt ind

Jeg føler mig efterhånden godt hjemme her i Hoima. Jeg er flyttet ind hos en familie og har fået 13 nye familiemedlemmer og et helt nabolag af nye venner.

Mine løbeture i området kan efter antallet af highfives, motiverende tilråb og jublende tilskuere (og ledsagere!) at dømme bedst sammenlignes med de sidste 100 meter af en maraton. Det er forrygende!   

Man er nødt til at anvende den valuta, der er gangbar, og jeg synes generelt, at det går godt. Men der er også ting, jeg har svært ved at vænne mig til. På min families prioriteringsliste over tv-programmer trumfer African Big Brother og engelsk fodbold alt andet. Herunder nyheder om Bin Ladens død og landets Walk2Work-demonstrationer. Til gengæld er jeg på toppen af det nyeste sladder om Ugandas to BB-deltagere og de seneste premier league resultater.

En anden ting, der udfordrer mig, er den generelle afslappethed ift. tid. Jeg tror klichéen lever, fordi den tager har afsæt i en form for virkelighed. Når man har ventet halvanden time på en person og enhver kritisk antydning kan affejes med et ”don’t worry, it’s God’s plan”, er min strategi at bruge yderligere ti sekunder på at tælle til ti og trække vejret dybt ned i maven. Derved undgår jeg for det meste spydigt at foreslå, at vi læner os tilbage og afventer, hvad Gud ellers har planlagt for os i dag.

Walk2Work

Jeg var på bar med min nye bror i weekenden. I stedet for at danse eller spille pool stod samtlige gæster klinet til tv-skærmen for at følge transmissionen fra gaderne i Kampala, der efter tre ugers protester stadig præges af kampe mellem demonstranter og politiet. Dagen sluttede med flere døde og flere hundrede sårede og anholdte (det præcise antal afhænger af, hvilket medie man stoler på).

Demonstrationerne fortsætter i Kampala efter at oppositionslederen KB (kizza Besigye) er hjemvendt fra hospitalsbehandling i Kenya. Billederne af, hvordan han brutalt overfaldes med tåregas til han mistede syn, stemme og førlighed og kastes ydmygende op på ladet af en politivogn har ikke mindsket sympatien, tværtimod. Politiets hårdhændede reaktion mod demonstranterne vækker foragelse blandt mange. Museveni lader dog ikke til at være præget af en høj grad af dårlig samvittighed over sin regerings handlinger. I et interview udtaler han: ”That gentleman Besigye, who was being arrested, was being taken to court. Do you know what Amin used to do? Murder them and throw them in River Nile for the crocodiles. I have not heard of Besigyes body floating for the crocodiles to eat”.

De stigende olie- og fødevarepriser og landets inflation påvirker alle og selvsagt især de fattigste, og demonstrationerne skal ses i lyset af regeringens seneste økonomiske prioriteringer. Under den nyligt overståede valgkamp gav Musevenis parti NRM pengegaver ud til potentielle vælgere til et samlet milionbeløb. Derudover har han netop investeret i 6 jetfly, der samlet beløber sig til et uoverskueligt milliardbeløb.

Prisen på bønner

I 2001 kostede et kilo bønner 500 Shilling, og i dag ligger prisen på 2.600. Det er en stigning på 240%. Denne acceleration kan ikke alene forklares med stigende transportpriser og tørkeperioder. Priserne er i høj grad steget i takt med landets stigende deltagelse i regional og global fødevareeksport og den deraf følgende generelle mangel på fødevarer indenfor Ugandas grænser. Der er ikke noget der tyder på, at regeringen ændrer sit åbne marked, og derfor er det sandsynligt, at priserne fortsat vil stige.  

påske-performance i pinsekirken

Fisker-landsby ved Lake Albert

Sebagoro village ved Lake Albert. På den anden sides ses bjergene i DR Congo

Walk to Work

 Urolighederne vokser her i Uganda og udspiller sig i konflikten mellem den siddende og netop nyvalgte præsident Museveni og oppositionslederen, Musevenis tidligere læge Dr. Kizza Besigye.  Konfliktens afsæt er landets drastisk stigende fødevare- og oliepriser, som under oppositionens initiativ har ført til såkladte "Walk to Work"-demonstrationer over hele landet. Disse har haft størst gennemslagskraft i Kampala, hvor mennesker i samlet flok er gået på arbejde i protest mod priserne på offentlig transport, som flere steder er fordoblet indenfor ganske kort tid. Demonstrationerne har ført til voldelige sammenstød med politiet, som flere gange har grebet ind præventivt med tåregas, gummikuger og hårdere ammunition. Flere er døde i gaderne og dramatiske billeder af civile ofre har fundet vej til landets avisforsider, herunder et portræt af en gravid kvinde med indvoldene hængene ud af maven og en ung fyr skudt i halsen. Politiet har flere steder kastet tåregas ind i tilfældige huse og i nærheden af skoler, og også oppositionslederen er blevet ramt i hånden af politiets ammunition. Han anholdes dagligt, men fortsætter protesterne, nu med hånden i forbinding.

Walk to Work er et spændende afsæt for diskussion over morgenmaden på min faste morgenmadsrestaurant. En del mener, at det er ok for politiet at gribe ind præventivt fordi Besigyes hensigter er illegitime og fordi demonstrationernes udgangspunkt, de stigende priser, skyldes en række eksterne faktorer, som ikke kan bebrejdes Museveni. De mange billeder og historier om sårede møder dog stor fordømmelse. De udfordrer, som jeg oplever det, Musevenis eksistensberettigelse – det faktum, at han som den første præsident i Uganda var i stand til at få styr på militæret og skabe nogenlunde fredelige tilstande efter mange års diktatur under Idi Amin og Obote. Denne overgang betød, at man pludseligt kunne gå fredeligt i landets gader, og den er, som følge heraf stadig meget present i folks bevidsthed.  Jeg oplever generelt en stor følsomhed over for vold, og jeg ser netop nu enkelte modtræk til den relativt store loyalitet, som Museveni møder især i landområderne. Det bekymrer naturligvis præsidenten, som har siddet i præsidentstolen i 25 år, og som tilsyneladende sidder meget veltilpas i den.

Han gør, hvad han kan, for at pynte på historien. Denne morgen talte jeg med en af de ansatte på byens radiostation Radio Hoima. Han fortalte, at de og alle andre medistationer i byen har modtaget et brev fra regeringen om, at de har bidraget til mobilseringen, og at enhver form for information om Walk to Work venligst skal ophøre. Som privatejet mediestation tør de færreste modsætte sig den instruktion med risiko for at blive lukket og slukket.

Det er kronede dage for demokratiet!

Den manglende information er præcis det samme jeg oplever i olieområderne. Det resulterer i at forestillinger om fremtiden i høj grad er påvirket Tullow Oil’s censurerede information og på den information, som det lykkedes få af de 94 NGOer (!) i Hoima at viderebringe. NGOerne er for de flestes vedkommende meget ressourcesvage, og de har dermed ikke råd til at leje en bil og tage den 2 timer lange køretur til de temmelig utilgængelige samfund langs søen. Sammen med en sydafrikansk forsker har jeg den seneste uge lejet en bil og rejst rundt med en lokal NGO, som er medlem af det internationale Publish What You Pay. Det er lykkedes os, at holde en del møder med samfundene langs kysten og i området, hvor olieraffinaderiet skal bygges. Den overordnede NGO-diskurs fremstiller et billede et Uganda, der står ved en skillevej mellem Botswana-scenariet, hvor alt bliver lykkeligt pga. olien eller Nigeria-scenariet, hvor olien vil slå alt levende ihjel.

De folk, der dagligt er i forbindelse med "the oil people" er en hel del mere skeptiske i forhold til fremtiden end de folk, jeg taler med i resten af distrikterne. De rejser konkrete problemer om fiske-forbud under olie-undersøgelser, et stigende pres på fiskeressourcerne pga. influx af folk fra især Congo (som til en vis grad ikke overholder samme regler for netstørrelse som de oprindelige banyoro) eller mangelfuld kompensation for inddragelse af land. Da det er communal land, er det et stort problem at folk ikke kompenseres for jorden, men kun for, hvad der er plantet på jorden, og raterne, som er udmålt af regeringen, er ikke tidssvarende. Der søges assistance fra "the oil people". I resten af distrikterne har især den unge generation store forventninger i forhold til at blive ansat i jakkesæt bag computere hos "the oil people" - dette især på opfordring af forældrene, andre har indstillet sig på at sælge deres produkter til en højere pris pga. industrien eller måske endda få adgang til en del af olien, som de kan sælge i spande langs vejen.

Der er mange fortællinger at forfølge…

God Påske! Den fejres for alvor her...har usandsynligt meget lyst til sild og snaps, jeg tager endnu en omgang hirse og bønner i stedet! 

Lake Albert

Kingfisher ved Lake Albert - et af de steder i Afrika med størst biodiversitet

Udsigt til Lake Albert og DR Congo på den anden side = et godt sted at skrive feltnoter

What goes around comes around...

Uganda's oil dilemma

Nu er det tid til at I får en hurtig opsummering af de konflikter, der er opstået eller blevet intensiveret efter oliefundende i 2006:

- Opkøb af jord af udefrakommende spekulanter i håb om at kunne sælge eller lease jorden senere til en favorabel pris eller opnå kompensation for inddragelse af jorden til olieudvinding.

- Indstillet eller begrænset adgang til  fiskeri i Lake Albert og til jord, som tidligere blev anvendt som ”communal land” af lokalsamfundet til dyrkning af afgrøder eller til græsning af kvæg.

- Interne fordrivelser som følge af illegitime påstande om ejerskab til jord.

- Forflytninger af mennesker til fordel for infrastruktur til olieindustrien.

- Urimelige kompensationer og manglende lokal deltagelse i værdivurderingen (lokalsamfundet har ofte ikke nogen erfaring med at udmåle værdien af deres jord og afgrøder, da den er gået i arv i generationer)

- Immigration, som følge af rygter om arbejdsmuligheder. Dette har ført til mangel på knappe ressourcer, som træ og mad.

- Influx af udlændinge har skabt en vis bekymring for at kongerigets kultur og sprog trues, og at samfundet er under social forandring. Bl.a. er der allerede opstået prostitution, nye sygdomme, mere kriminalitet etc.

Alle disse aspekter leder naturligvis til velbegrundet bekymring hos de lokale, som bor i de områder, hvor der er fundet olie. Men i lige så høj grad, som der eksisterer bekymring, er der med oliefundene opstået høje forventninger til, hvordan forskellige aktører kan drage fordel af ressourcerne.  Forventningerne er så vidt jeg kan se vævet sammen af et komplekst kludetæppe af politiske løfter, Tullows og NGOers fortællinger, konkrete CSR-projekter og en forbedret infrastruktur, som har gjort livet bedre for en gruppe mennesker, erfaringer etc. og kommer til udtryk på mange forskellige niveauer af samfundet. 

 Her til sidst en lille hilsen til NGOerne her i olieområdet fra landets energiminister: 

I would advise the NGOs, who are masquerading around that they know a lot about oil and are calling for transparency, to go and do something else like looking after orphans