Born again

Til de folk, som i spænding venter på næste afsnit i følgetonen om min vennestatus her i Hoima, kan jeg berette, at der er tale om en opadgående kurve.

Den simple opskrift er en søndagstur i kirke med en masse meget glade og meget troende born again pentecostals. Det var i hvert fald svært ikke at lægge mærke til mig, da jeg som det første bliver trukket frem på allerforreste række og med alle øjnes stift rettet i min retning forventes at hengive mig til gospelrytmerne med lige så kropsbevidst og grundmusikalsk elegance, som resten af lokalet. Efter gudstjenesten og en råbende, syngende og insisterende påmindelse om Gud barmhjertighed og evige tilstedeværelse, blev min indsats kvitteret med et hav af frokostinvitationer og how are yous.

Så er der en amerikansk fyr, som efter at have tilbragt to år (!) her i Hoima befinder sig i en mindre eksistentiel krise over, at han har et halvt år endnu – han er en god samtalepartner, hvis man vil mindes om, at det ikke er ukompliceret at drage alene til en landsby i to et halvt år uden en egentlig plan.

Og så er der min nye, tilsyneladende tætte ven Aaron, som jeg har udvekslet to sætninger (og mit telefonnummer!) med på gaden i Hoima. Han sendte mig i dag denne sms:

Hi Hansen how is Hoima en yo research generally am also fine, but jus lots of luv en missin u, Pliz usually spare some tyme2 holla 2 me. At da moment am in Masindi. Pliz get some tyme 2 come visit me.

Det er fantastisk - så hurtigt kan det gå, at få venner ;)

Min nye venne-tiltag holder mig heldigvis ikke for travlt beskæftiget til at rykke videre med feltarbejdet. Jeg får fordybet mig i klassisk etnografi om Bunyoro (det tidligere kongedømme, som Hoima ligger i), og så har jeg fået mig en research assistent, som kører mig rundt på sin motorcykel og introducerer mig for de lokale myndigheder, og som også er en god oversætter og sparringspartner ift. metodisk tilgang etc. Mine samtaler og generelle orientering leder mig i retning af, at fokusere på, hvordan tilstedeværelsen af olie og olieindustriens CSR-initiativer skaber en høj grad af forventning hos lokalbefolkningen. Forventninger, som baseres på en fremtrædende diskurs om oliens velsignelser og på faktiske forbedringer, for de grupper, som har været heldige at opnå betegnelsen stakeholder. I bund og grund ser jeg netop denne form for casino-kapitalisme, hvor en gruppes stigende velstand afhænger af dens "heldige status" som stakeholders eller host community, som en af de farlige omstændigheder ved CSR.

 Mere om det senere....

Den mest besværlige stopklods er lige nu den manglende forskningstilladelse fra præsidentens kontor – hvis han mener det der Prosperity for All, kan han godt rubbe neglende og lade mig komme i gang ;) 

Føler mig stadig som et meget eksotisk indslag her, men hvis jeg får en lille smule hjemve sætter jeg min ynglingsmusik på så højt, som min rejsehøjtaler tillader, spiser et par nostalgi-piratos og håber at elektriciteten vender tilbage, så jeg kan se et afsnit Studio 60.