Efter hidtil at have nydt selskab af gode antro-mennesker på min tur, er jeg nu på egen hånd og den bekvemme hvide firhjulstrækker, som har ledsaget os, er nu byttet ud med motorcykelture og offentlig transport i meget tvivlsomme busser, som først kører, når de er helt fyldt til randen med mennesker, oppakning og dyr.
Alene, men så alligevel slet ikke. På min taxatur til bussen i morges føler min chauffør behov for at berolige mig med, at jeg ikke skal være urolig for at rejse alene: Us Ugandans, we are friendly people…we are soo friendly. Jeg kan kun erklære min enighed og nævner de mange gange, jeg er blevet fulgt helt til endestationen, når jeg har spurgt en tilfældig person om vej. Den tilsyneadende åbenlyse og ubegrænsede venlighed, står ifølge chaufføren i skærende kontrast til folkementaliteten i Kenya: In Kenya they would tell you the wrong road and make you go somewhere where they would rob you. Det er da egentlig ikke så venlig en anklage tænker jeg, mens han fortsætter: ”they are brutal, brutal people”. Det er ikke første gang, at jeg hører denne kollektive diagnose og noget tyder på, at Kenya i manges bevidsthed udgør Ugandas store Anden – alt det som Uganda ikke er. Det samme oplevede vi i Ghana, hvor folkets venlighed ofte blev cementeret med flittige referencer til Nigerias voldelige grundvold. Men okay, Hadji, min chauffør kører sin pointe hjem, da han efter vores korte snak om min boligsituation (eller manglende boligsituation) i Hoima, lige laver et opkald til en af sine venner, der selvfølgelig gerne vil bruge hele sin fredag på at vise mig rundt og lede efter bolig . Deal! Hadji synes i grunden ikke, der er nogen grund til at jeg skal tilbage til Danmark: You are my daughter, you can find a husband in Hoima and settle…then he will come to me with cows hehe. Da vi når frem til busholdepladsens virvar af mennesker bliver det dog klart, at jeg ikke behøver at vente til Hoima med at finde et giftemål: Muzungu, I want to marry you, Muzungu, I love you, hello, how are you? lyder det fra alle sider, men jeg uelegant forsøger at balancere mig selv og min taske forbi sælgere af alt tænkeligt plastiktilbehør, kager og tyggegummi.
Er kommet godt frem til Hoima, som vil være mit hjem de næste par måneder. Det er ikke en by, der oplever mange turister, og jeg føler mig lidt som matter out of place. Min gåtur gennem byen i dag blev kvitteret med en masse måbende børn, hvoraf de særligt modige fik spurgt: Hello, how are you?.
Hmm…okay, må jeg sige…selvom jeg glæder mig til at få nogle venner. Men det bliver ikke svært, de er jo så venlige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar