Going native

Iført gomez --> føler mig max fremme i skoene!

 

Jeg ved ikke, hvor harmonisk dette strålende ugandiske skrud og jeg kommer overens, men man gør vel, hvad man kan for at passe ind. Det er dog stadig tvivlsomt, hvorvidt det lykkes at blende fuldstændigt ind

Jeg føler mig efterhånden godt hjemme her i Hoima. Jeg er flyttet ind hos en familie og har fået 13 nye familiemedlemmer og et helt nabolag af nye venner.

Mine løbeture i området kan efter antallet af highfives, motiverende tilråb og jublende tilskuere (og ledsagere!) at dømme bedst sammenlignes med de sidste 100 meter af en maraton. Det er forrygende!   

Man er nødt til at anvende den valuta, der er gangbar, og jeg synes generelt, at det går godt. Men der er også ting, jeg har svært ved at vænne mig til. På min families prioriteringsliste over tv-programmer trumfer African Big Brother og engelsk fodbold alt andet. Herunder nyheder om Bin Ladens død og landets Walk2Work-demonstrationer. Til gengæld er jeg på toppen af det nyeste sladder om Ugandas to BB-deltagere og de seneste premier league resultater.

En anden ting, der udfordrer mig, er den generelle afslappethed ift. tid. Jeg tror klichéen lever, fordi den tager har afsæt i en form for virkelighed. Når man har ventet halvanden time på en person og enhver kritisk antydning kan affejes med et ”don’t worry, it’s God’s plan”, er min strategi at bruge yderligere ti sekunder på at tælle til ti og trække vejret dybt ned i maven. Derved undgår jeg for det meste spydigt at foreslå, at vi læner os tilbage og afventer, hvad Gud ellers har planlagt for os i dag.

Walk2Work

Jeg var på bar med min nye bror i weekenden. I stedet for at danse eller spille pool stod samtlige gæster klinet til tv-skærmen for at følge transmissionen fra gaderne i Kampala, der efter tre ugers protester stadig præges af kampe mellem demonstranter og politiet. Dagen sluttede med flere døde og flere hundrede sårede og anholdte (det præcise antal afhænger af, hvilket medie man stoler på).

Demonstrationerne fortsætter i Kampala efter at oppositionslederen KB (kizza Besigye) er hjemvendt fra hospitalsbehandling i Kenya. Billederne af, hvordan han brutalt overfaldes med tåregas til han mistede syn, stemme og førlighed og kastes ydmygende op på ladet af en politivogn har ikke mindsket sympatien, tværtimod. Politiets hårdhændede reaktion mod demonstranterne vækker foragelse blandt mange. Museveni lader dog ikke til at være præget af en høj grad af dårlig samvittighed over sin regerings handlinger. I et interview udtaler han: ”That gentleman Besigye, who was being arrested, was being taken to court. Do you know what Amin used to do? Murder them and throw them in River Nile for the crocodiles. I have not heard of Besigyes body floating for the crocodiles to eat”.

De stigende olie- og fødevarepriser og landets inflation påvirker alle og selvsagt især de fattigste, og demonstrationerne skal ses i lyset af regeringens seneste økonomiske prioriteringer. Under den nyligt overståede valgkamp gav Musevenis parti NRM pengegaver ud til potentielle vælgere til et samlet milionbeløb. Derudover har han netop investeret i 6 jetfly, der samlet beløber sig til et uoverskueligt milliardbeløb.

Prisen på bønner

I 2001 kostede et kilo bønner 500 Shilling, og i dag ligger prisen på 2.600. Det er en stigning på 240%. Denne acceleration kan ikke alene forklares med stigende transportpriser og tørkeperioder. Priserne er i høj grad steget i takt med landets stigende deltagelse i regional og global fødevareeksport og den deraf følgende generelle mangel på fødevarer indenfor Ugandas grænser. Der er ikke noget der tyder på, at regeringen ændrer sit åbne marked, og derfor er det sandsynligt, at priserne fortsat vil stige.  

påske-performance i pinsekirken

Fisker-landsby ved Lake Albert

Sebagoro village ved Lake Albert. På den anden sides ses bjergene i DR Congo

Walk to Work

 Urolighederne vokser her i Uganda og udspiller sig i konflikten mellem den siddende og netop nyvalgte præsident Museveni og oppositionslederen, Musevenis tidligere læge Dr. Kizza Besigye.  Konfliktens afsæt er landets drastisk stigende fødevare- og oliepriser, som under oppositionens initiativ har ført til såkladte "Walk to Work"-demonstrationer over hele landet. Disse har haft størst gennemslagskraft i Kampala, hvor mennesker i samlet flok er gået på arbejde i protest mod priserne på offentlig transport, som flere steder er fordoblet indenfor ganske kort tid. Demonstrationerne har ført til voldelige sammenstød med politiet, som flere gange har grebet ind præventivt med tåregas, gummikuger og hårdere ammunition. Flere er døde i gaderne og dramatiske billeder af civile ofre har fundet vej til landets avisforsider, herunder et portræt af en gravid kvinde med indvoldene hængene ud af maven og en ung fyr skudt i halsen. Politiet har flere steder kastet tåregas ind i tilfældige huse og i nærheden af skoler, og også oppositionslederen er blevet ramt i hånden af politiets ammunition. Han anholdes dagligt, men fortsætter protesterne, nu med hånden i forbinding.

Walk to Work er et spændende afsæt for diskussion over morgenmaden på min faste morgenmadsrestaurant. En del mener, at det er ok for politiet at gribe ind præventivt fordi Besigyes hensigter er illegitime og fordi demonstrationernes udgangspunkt, de stigende priser, skyldes en række eksterne faktorer, som ikke kan bebrejdes Museveni. De mange billeder og historier om sårede møder dog stor fordømmelse. De udfordrer, som jeg oplever det, Musevenis eksistensberettigelse – det faktum, at han som den første præsident i Uganda var i stand til at få styr på militæret og skabe nogenlunde fredelige tilstande efter mange års diktatur under Idi Amin og Obote. Denne overgang betød, at man pludseligt kunne gå fredeligt i landets gader, og den er, som følge heraf stadig meget present i folks bevidsthed.  Jeg oplever generelt en stor følsomhed over for vold, og jeg ser netop nu enkelte modtræk til den relativt store loyalitet, som Museveni møder især i landområderne. Det bekymrer naturligvis præsidenten, som har siddet i præsidentstolen i 25 år, og som tilsyneladende sidder meget veltilpas i den.

Han gør, hvad han kan, for at pynte på historien. Denne morgen talte jeg med en af de ansatte på byens radiostation Radio Hoima. Han fortalte, at de og alle andre medistationer i byen har modtaget et brev fra regeringen om, at de har bidraget til mobilseringen, og at enhver form for information om Walk to Work venligst skal ophøre. Som privatejet mediestation tør de færreste modsætte sig den instruktion med risiko for at blive lukket og slukket.

Det er kronede dage for demokratiet!

Den manglende information er præcis det samme jeg oplever i olieområderne. Det resulterer i at forestillinger om fremtiden i høj grad er påvirket Tullow Oil’s censurerede information og på den information, som det lykkedes få af de 94 NGOer (!) i Hoima at viderebringe. NGOerne er for de flestes vedkommende meget ressourcesvage, og de har dermed ikke råd til at leje en bil og tage den 2 timer lange køretur til de temmelig utilgængelige samfund langs søen. Sammen med en sydafrikansk forsker har jeg den seneste uge lejet en bil og rejst rundt med en lokal NGO, som er medlem af det internationale Publish What You Pay. Det er lykkedes os, at holde en del møder med samfundene langs kysten og i området, hvor olieraffinaderiet skal bygges. Den overordnede NGO-diskurs fremstiller et billede et Uganda, der står ved en skillevej mellem Botswana-scenariet, hvor alt bliver lykkeligt pga. olien eller Nigeria-scenariet, hvor olien vil slå alt levende ihjel.

De folk, der dagligt er i forbindelse med "the oil people" er en hel del mere skeptiske i forhold til fremtiden end de folk, jeg taler med i resten af distrikterne. De rejser konkrete problemer om fiske-forbud under olie-undersøgelser, et stigende pres på fiskeressourcerne pga. influx af folk fra især Congo (som til en vis grad ikke overholder samme regler for netstørrelse som de oprindelige banyoro) eller mangelfuld kompensation for inddragelse af land. Da det er communal land, er det et stort problem at folk ikke kompenseres for jorden, men kun for, hvad der er plantet på jorden, og raterne, som er udmålt af regeringen, er ikke tidssvarende. Der søges assistance fra "the oil people". I resten af distrikterne har især den unge generation store forventninger i forhold til at blive ansat i jakkesæt bag computere hos "the oil people" - dette især på opfordring af forældrene, andre har indstillet sig på at sælge deres produkter til en højere pris pga. industrien eller måske endda få adgang til en del af olien, som de kan sælge i spande langs vejen.

Der er mange fortællinger at forfølge…

God Påske! Den fejres for alvor her...har usandsynligt meget lyst til sild og snaps, jeg tager endnu en omgang hirse og bønner i stedet! 

Lake Albert

Kingfisher ved Lake Albert - et af de steder i Afrika med størst biodiversitet

Udsigt til Lake Albert og DR Congo på den anden side = et godt sted at skrive feltnoter

What goes around comes around...

Uganda's oil dilemma

Nu er det tid til at I får en hurtig opsummering af de konflikter, der er opstået eller blevet intensiveret efter oliefundende i 2006:

- Opkøb af jord af udefrakommende spekulanter i håb om at kunne sælge eller lease jorden senere til en favorabel pris eller opnå kompensation for inddragelse af jorden til olieudvinding.

- Indstillet eller begrænset adgang til  fiskeri i Lake Albert og til jord, som tidligere blev anvendt som ”communal land” af lokalsamfundet til dyrkning af afgrøder eller til græsning af kvæg.

- Interne fordrivelser som følge af illegitime påstande om ejerskab til jord.

- Forflytninger af mennesker til fordel for infrastruktur til olieindustrien.

- Urimelige kompensationer og manglende lokal deltagelse i værdivurderingen (lokalsamfundet har ofte ikke nogen erfaring med at udmåle værdien af deres jord og afgrøder, da den er gået i arv i generationer)

- Immigration, som følge af rygter om arbejdsmuligheder. Dette har ført til mangel på knappe ressourcer, som træ og mad.

- Influx af udlændinge har skabt en vis bekymring for at kongerigets kultur og sprog trues, og at samfundet er under social forandring. Bl.a. er der allerede opstået prostitution, nye sygdomme, mere kriminalitet etc.

Alle disse aspekter leder naturligvis til velbegrundet bekymring hos de lokale, som bor i de områder, hvor der er fundet olie. Men i lige så høj grad, som der eksisterer bekymring, er der med oliefundene opstået høje forventninger til, hvordan forskellige aktører kan drage fordel af ressourcerne.  Forventningerne er så vidt jeg kan se vævet sammen af et komplekst kludetæppe af politiske løfter, Tullows og NGOers fortællinger, konkrete CSR-projekter og en forbedret infrastruktur, som har gjort livet bedre for en gruppe mennesker, erfaringer etc. og kommer til udtryk på mange forskellige niveauer af samfundet. 

 Her til sidst en lille hilsen til NGOerne her i olieområdet fra landets energiminister: 

I would advise the NGOs, who are masquerading around that they know a lot about oil and are calling for transparency, to go and do something else like looking after orphans 

Lokalopgør

Søndag morgens lokalopgør mellem Hoima og nabobyen tiltrækker ca. lige så mange mennesker, som Coca Colas omfattende og højlydte promotion event på plænen ved siden af! Jeg foretrækker bold ;)

Tillykke til Stoney med de 27 somre!

Områdefakta for Hoima distrikt

77% i den arbejdsdygtige alder arbejder med landbrug

66% af alle hushold ejer en radio

2,5 af alle hushold ejer et TV

35% lever under fattigdomsgrænsen

Forventet levealder: 51,7 år

Jorden går i arv patriliniært og kvinder opnår adgang til jord gennem ægteskab

Tullows regional office, Kampala

Tullow's mansion i Kampala. Andelen af firhjulstrækkere og gråhårede, hvide mænd overskrider de fleste steder i Uganda

Her bor

Den forurener ikke, den bruger nul benzin

Cykeltransport, Jinja

Born again

Til de folk, som i spænding venter på næste afsnit i følgetonen om min vennestatus her i Hoima, kan jeg berette, at der er tale om en opadgående kurve.

Den simple opskrift er en søndagstur i kirke med en masse meget glade og meget troende born again pentecostals. Det var i hvert fald svært ikke at lægge mærke til mig, da jeg som det første bliver trukket frem på allerforreste række og med alle øjnes stift rettet i min retning forventes at hengive mig til gospelrytmerne med lige så kropsbevidst og grundmusikalsk elegance, som resten af lokalet. Efter gudstjenesten og en råbende, syngende og insisterende påmindelse om Gud barmhjertighed og evige tilstedeværelse, blev min indsats kvitteret med et hav af frokostinvitationer og how are yous.

Så er der en amerikansk fyr, som efter at have tilbragt to år (!) her i Hoima befinder sig i en mindre eksistentiel krise over, at han har et halvt år endnu – han er en god samtalepartner, hvis man vil mindes om, at det ikke er ukompliceret at drage alene til en landsby i to et halvt år uden en egentlig plan.

Og så er der min nye, tilsyneladende tætte ven Aaron, som jeg har udvekslet to sætninger (og mit telefonnummer!) med på gaden i Hoima. Han sendte mig i dag denne sms:

Hi Hansen how is Hoima en yo research generally am also fine, but jus lots of luv en missin u, Pliz usually spare some tyme2 holla 2 me. At da moment am in Masindi. Pliz get some tyme 2 come visit me.

Det er fantastisk - så hurtigt kan det gå, at få venner ;)

Min nye venne-tiltag holder mig heldigvis ikke for travlt beskæftiget til at rykke videre med feltarbejdet. Jeg får fordybet mig i klassisk etnografi om Bunyoro (det tidligere kongedømme, som Hoima ligger i), og så har jeg fået mig en research assistent, som kører mig rundt på sin motorcykel og introducerer mig for de lokale myndigheder, og som også er en god oversætter og sparringspartner ift. metodisk tilgang etc. Mine samtaler og generelle orientering leder mig i retning af, at fokusere på, hvordan tilstedeværelsen af olie og olieindustriens CSR-initiativer skaber en høj grad af forventning hos lokalbefolkningen. Forventninger, som baseres på en fremtrædende diskurs om oliens velsignelser og på faktiske forbedringer, for de grupper, som har været heldige at opnå betegnelsen stakeholder. I bund og grund ser jeg netop denne form for casino-kapitalisme, hvor en gruppes stigende velstand afhænger af dens "heldige status" som stakeholders eller host community, som en af de farlige omstændigheder ved CSR.

 Mere om det senere....

Den mest besværlige stopklods er lige nu den manglende forskningstilladelse fra præsidentens kontor – hvis han mener det der Prosperity for All, kan han godt rubbe neglende og lade mig komme i gang ;) 

Føler mig stadig som et meget eksotisk indslag her, men hvis jeg får en lille smule hjemve sætter jeg min ynglingsmusik på så højt, som min rejsehøjtaler tillader, spiser et par nostalgi-piratos og håber at elektriciteten vender tilbage, så jeg kan se et afsnit Studio 60.  

En hjælpende hånd?

Min ven John, som jeg har arbejdet sammen med i Danmark har efter et par års forberedelse netop startet en uddannelse i computerteknologi på et af universiteterne i Kampala. De computere han har anskaffet er de eneste på hele campus, og mange af de 100 unge, som har skrevet sig op til og betalt for uddannelsen mangler fuldstændigt basale it-færdigheder.
I weekenden blev alt udstyret i computerlokalet stjålet, og der er desværre ikke så meget håb for at de dukker op igen. Det er et slag i ansigtet, ikke mindst fordi John føler en kæmpe forpligtelse over for de unge, som har skrevet sig op til uddannelsen.
Hvis nogen, der læser dette, kender til en institution eller lignende i Danmark, der ligger inde med brugte, men ikke ældgamle computere, som de kunne tænkes at ville donere til projektet, må I meget gerne give lyd fra jer. Det skal naturligvis ikke ha' karakter af elektronisk dumping, så derfor er det vigtigt at de har nogle års levetid i sig endnu, men lige nu er alternativet ingen computere. Han har arbejdet rigtigt hårdt for at få det hele på benene, og jeg ved, at det vil gøre en stor forskel for en masse unge her.     

Mit nye hood

Hoima district, Bunyoro Kingdom

Et måltid ved Lake Albert

A friendly, friendly people

Efter hidtil at have nydt selskab af gode antro-mennesker på min tur, er jeg nu på egen hånd og den bekvemme hvide firhjulstrækker, som har ledsaget os, er nu byttet ud med motorcykelture og offentlig transport i meget tvivlsomme busser, som først kører, når de er helt fyldt til randen med mennesker, oppakning og dyr.

Alene, men så alligevel slet ikke. På min taxatur til bussen i morges føler min chauffør behov for at berolige mig med, at jeg ikke skal være urolig for at rejse alene: Us Ugandans, we are friendly people…we are soo friendly. Jeg kan kun erklære min enighed og nævner de mange gange, jeg er blevet fulgt helt til endestationen, når jeg har spurgt en tilfældig person om vej. Den tilsyneadende åbenlyse og ubegrænsede venlighed, står ifølge chaufføren i skærende kontrast til folkementaliteten i Kenya: In Kenya they would tell you the wrong road and make you go somewhere where they would rob you. Det er da egentlig ikke så venlig en anklage tænker jeg, mens han fortsætter: ”they are brutal, brutal people”. Det er ikke første gang, at jeg hører denne kollektive diagnose  og noget tyder på, at Kenya i manges bevidsthed udgør Ugandas store Anden – alt det som Uganda ikke er. Det samme oplevede vi i Ghana, hvor folkets venlighed ofte blev cementeret med flittige referencer til Nigerias voldelige grundvold.  Men okay, Hadji, min chauffør kører sin pointe hjem, da han efter vores korte snak om min boligsituation (eller manglende boligsituation) i Hoima, lige laver et opkald til en af sine venner, der selvfølgelig gerne vil bruge hele sin fredag på at vise mig rundt og lede efter bolig . Deal! Hadji synes i grunden ikke, der er nogen grund til at jeg skal tilbage til Danmark: You are my daughter, you can find a husband in Hoima and settle…then he will come to me with cows hehe. Da vi når frem til busholdepladsens virvar af mennesker bliver det dog klart, at jeg ikke behøver at vente til Hoima med at finde et giftemål: Muzungu, I want to marry you, Muzungu, I love you, hello, how are you? lyder det fra alle sider, men jeg uelegant forsøger at balancere mig selv og min taske forbi sælgere af alt tænkeligt plastiktilbehør, kager og tyggegummi.

Er kommet godt frem til Hoima, som vil være mit hjem de næste par måneder. Det er ikke en by, der oplever mange turister, og jeg føler mig lidt som matter out of place. Min gåtur gennem byen i dag blev kvitteret med en masse måbende børn, hvoraf de særligt modige fik spurgt: Hello, how are you?.

Hmm…okay, må jeg sige…selvom jeg glæder mig til at få nogle venner. Men det bliver ikke svært, de er jo så venlige!

Donor Darling

Weekendtur til Jinja ved Victoriasøen

Buried in red tape and red dust

Bloggen er på en måde en lidt underlig form for kommunikation - det er lidt som at skrive til et stort, tomt ingenting med bevidstheden om det grænseløse world wide webs uendeligt mange modtagere. Men okay, min selverkendelse rækker længere end mit ønske om at vågne op en morgen med store buskede øjenbryn og et budskab til tiden, og mon ikke denne blogs modtagere begrænser sig til en overskuelig flok venner og bekendte, som har lyst til at følge med i oileeventyret i Uganda.

Anyway, Uganda er et nyt oileland, og oliefundene i the Albertine Graben er genstand for stor diskussion, spekulation, forventning og frygt. Når emnet bringes op lyder den gentagne overvejelse med reference til skrækeksemplet Nigeria: "Eh, will it bring a blessing or a curse?".  Og sandheden er vel i virkeligheden at netop det, er der endnu ikke nogen der ved. Dog er der en del, som placerer sig entydigt i den ene lejr og plæderer for, at oliefundene vil bringe velstand til alle, herunder Tullow Oil og Ugandas  præsident Museveni. Museveni har siddet ved magten siden 1986 og er netop blevet genvalgt under parolerne "prosperity for all" og "you want another rap?". Langs vejene hænger kæmpestore plakater med Musevenis portræt og højtsvævende løfter om forbedring, og derudover har hans parti NRMs pengegaver til potentielle vælgere, været med til at sikre ham en overlegen sejr.

Jeg har tilbragt de første par uger i Gulu, Kampala og Jinja i selskab med min vejleder fra Københavns Universitet, hans kone og et par andre studerende. Jeg er nu blevet affiliated researcher på Gulu Universitet og har fået mig en lokal mentor fra the Faculty of Business and Development.  Tilknytningen til Gulu indebærer også en ethical clearance, som eftersigende gør det hurtigere at opnå forskningstilladelse. Den er imidlertid under behandling hos National Council for Science and Technology og på President's office. Sidstnævnte udgør klart den største joker, da olieområdet er temmeligt "touchy" og de ikke nødvendigvis er specielt interesseret i at have en dansk studerende til at grave rundt i det. Time will show!
Holder midt i uvidenheden et fast greb i den gamle livsfilosofi: Håb ikke at det du ønsker vil ske, men at det der sker, er det du ønsker!
Jeg har haft nogle rigtigt gode møder med NGOen International Alert, som tidligere har lavet en omfattende kvalitativ undersøgelse af community/business relations i olieområdet. De har sat mig i forbindelse med en lang række kontakter og en mulig forskningsassistent og oversætter. Jeg har også haft mit første møde med Tullow, som vi følger op på i olieområdet i slutningen af ugen.

Alt vel!